Gik saa Tiden hen, som den kunde, fra Paaske til Pintse; og med de to unge Mennesker stod det endnu altsammen ved det Gamle: de bleve ikke ganske modfaldne; for de satte deres Haab til Fremtiden, eller til Ham, der raader for den.
Pintselørdag gik Sejer over til Ibs - som han gjorde saa tidt, kan jeg troe - for at høre, om hun maatte følges med i Annsbjerg Skov den næste Eftermiddag, naar de vare komne af Sørslev Kirke. Det var nemlig en gammel Skik deromkring - og er endnu, kan jeg troe - at de paa Festens første Dag forsamle sig der i det Grønne, og forlyste sig med Dands. Den Lørdag, som vi nu tale om, da Sejer kom over til Kjerestens, saa stod hun og havde allerede smykket sig. "Goddag Maren!" siger han, "hvad Lav har det, at Du skal være saa "dol" idag?" "Det kommer mig for," siger hun, "at jeg skulde gaae op til den naadige Frue, og see at faae hende til at lægge et godt Ord ind for os til Hosbonden." "Hm!" siger han, "det kunde have det Held. Jeg vil følges med Dig og bie udenfor, mens Du er inde." De gik. Da hun nu gik op paa Gaarden, satte han sig paa en Steen ved Indkjørselen. Og kom der da kjørende en Skovvogn med en stor Egekjævle, der skulde til Sauggraven. Men Hestene de vare smaa og udkjørte, og midt for Porten gik de reent istaae. Manden - det var en Bonde, som havde faaet dette Stykke Hovarbeide - han pidskede paa Helmisserne; men de kunde ikke tage Vognen. Saa kom Skovfogden til, og han skjældte, og Ridefogden, og tilsidst den ærlige og velbyrdige Jørgen Marsviin. Og de gave allesammen ondt af sig paa Bonden, for det han var kommen til Hove med saadanne Ralliker - jeg kan troe, de vare de bedste, han ejede. Sejer sidder og seer paa dette her; og imellem smidskede han ad al den Staahej, de der gjorde. Det saae Hosbonden, og saa siger han: "Hvad sidder Du og griner ad?" - "Jeg tykkes," siger han, "at Læsset er ikke tungere, end at jeg kunde trække det allene." -"Hei! spænd fra!" raaber Herremanden til Kjøresvenden. Og da det var gjort, siger han til Sejer: "Tag Du nu fat! og kan Du trække Vognen, saa giver jeg Dig, hvad der ligger paa den, men kan Du ikke, saa skal Du op og have Dig et Ridt paa Træhesten." Saa begyndte Knøsen at undskylde sig og sagde, at det var kun hans Spøg. Men Hosbonden sagde til ham: at han vilde vænne ham af med at spøge i hans Nærværelse, og een af Delene skulde han. "Jaja!" sagde Sejer, "skal jeg, saa skal jeg". Dermed gik han til Vognen, tog Stjerten af, og fat i Hamlerne, bøjede sig forover og trak - og Vognen fulgte godt efter; men hans Træskoe gik i Smadder, saa haardt traad han i Jorden.
"Du er ingen Frossenpind," sagde Herremanden - og han var det ikke heller selv, for de fortælle endnu om ham: at naar han reed ud af Porten, kunde han tage fat i en Jernring paa Porthammeren, og løfte med Benene sin Hest fra Jorden - "tag nu Kjævlen! og see selv, hvordan Du faaer den hjem! og hvad Fæstet angaaer, saa ville vi see Tiden an."
Den, der nu blev glad, det var Sejer. Og han takkede, og væltede Kjævlen af, og satte sig paa den, og saae ind ad Porten efter hans Maren. Det varede syv lange og syv brede, saa kom hun. Men hun saae ud til den dyre Tid. "Gud naade os elendige Mennesker!" sagde hun - det var knap hun kunde for at græde - "Vi kan aldrig faae hverandre." "Det er nogle slemme Ord, Du der kommer med," siger Sejer; "Manden havde halvveis lovet mig det herude; - hvad gaaer der nu af ham?" - "Fruen havde ligesaa," siger hun; "men nu skal Du høre, hvilket Held jeg havde. Da jeg er kommen op ad Trappen og ind i den smalle Gang, der er, saa kommer en "Stor Een" mig imøde og han seer vist paa mig - jeg kunde ikke komme om ved ham, for han mødte for mig - og saa siger han: "Du er" - som han kunde bande -"den skjønneste Pige eller Kone, hvad Du nu er, jeg har seet i dette Land. - Hør! vil Du holde af mig?" - "Nej," siger jeg, "det maa jeg ikke." - "Naar Du vil" siger han, "saa maa Du ogsaa. - Jeg er Baron" - nu kan jeg ikke huske, hvad det var, han kaldte sig - "kom her kun iaften, saa skal min Tjener passe paa og vise Dig til mig." - "Nej," siger jeg, "det er Synd - og jeg har ogsaa en Kjereste, og ham maa jeg ikke narre." - Saa tog han en Haandfuld Penge frem, og viste mig; men jeg smuttede om ved ham og ind til Fruen. Hun var naadig nok imod mig, og Herren kom til, og han lod til, at han vilde bønhøre mig. Men saa kommer denne her Baron og staaer og lurer paa det, og saa siger han: "Er det en skikkelig Karl, hun vil have, saa bør han ikke tage hende, for hun er en liderlig Tingest; jeg saae, hvordan hun stod og leflede med en af Tjenerne herude i Gangen." Da det Skarn havde saaledes beløjet mig, saa skjældte Greven og Fruen mig ud og befalede mig: at jeg skulde pakke mig og aldrig meer komme for deres Øjne. "Herre Gud, Maren!" sagde Sejer, "skal Du ikke have andet for din Dydelighed og for din Trofasthed imod mig Stakkel! Men - vor Herre lever endnu! vi ville ikke være harmslagne; det bæres mig for, at vi endda skal have hverandre - om der saa var saamange Herrer og Fruer til, som der er Blade i Annsbjerg Skov." - Ma-Ibs sukkede, ligesom hendes Hjerte skulde briste, men sagde ingenting. Han snakkede ikke meget mere, før de vare komne till Uannet og skulde skilles ad, hver til sit; saa siger hun: "Godnat Sejer! og Tak for idag!" - "Selvtak Maren!" siger han; "Du har ondt nok for min Skyld. Jeg er bange, jeg aldrig kan gjælde Dig det igjen - Vor Herre faaer!" -"Vil Du til Dandsen i Skoven imorgen?" spurgte ham Pigen. "Vil Du?" spurgte han igjen. "Nej," sagde hun, "jeg har ingen Lyst." -"Jeg ikke heller," sagde han. "Saa skal Du have Godnat!" sagde hun og gav ham Haanden. "Det skal Du selv have!" svarede han; og dermed skiltes de ad.
Men der var meer Ondt tilbage for den sølle Maren, inden hun maatte komme til Rolighed. Da hun kom ind, da sad han der, den Skovlouring Ole Brødløs. "Kommer Du der, min bitte Pige!" siger han; "er Du nu betænkt?" - "Paa hvad?" siger hun. "Har Du nu glemt det?" siger han; "det er endda ikke længere siden end Paaske - det var jo om at drage ind til Mit. Og see her! At Du ikke skal troe, at jeg bejler paa Tyndtøl og Barbrød, saa vil jeg give Dig disse her i Fæstensgave;" - han fremlagde herved en vægtig Sølvhalskjæde med et vedhængende Hjerte af samme Metal. - "Havde Du kjendt hende, der har baaret det, mens hun var levende, saa skulde Du ikke skjælde hende ud for en Stundthosetøs!" - Ved disse Ord gjorde han en saa sælsom Mine til Faderen, at Datteren blev greben af en lønlig Ængstelse. Den Gamle studsede og vidste ikke, om han skulde troe sine egne Øjne; ingen af dem mælede et Ord. "Naa! vil Du have den?" gjentog Ole. "Nej," fremstammede Pigen, og vilde ud, for at søge Trøst hos Kjeresten; men den frygtelige Bejler greb hende om Armen med den ene Haand, og gjemmende Smykket med den anden sagde han: "Kommer jeg tredie Gang, vil jeg ikke have Nej." Og uden at tage videre Afskeed, tog han Hue og Kjæp, og gik sin Vej.
"Nu kommer Drengen med Køerne," sagde Ib og satte sig paa Trefoden. Må-Ibs gik ud for at malke, men hun sang ikke, som hun pleiede ved den Bestilling. Sejer vandede sin Faders Heste; men han fløitede ikke, som han ellers gjorde. Det var ogsaa en elendig Helligaften for dem begge To.
til oversigt